Sara Bro bryder forlovelsen
”Monopolet”-værten og den tidligere ”Vild med dans”-deltager Sara Bro deler en sørgelig nyhed.
Hende og kæresten gennem godt fem år Lasse Lund er gået fra hinanden.
Tak for alt
I et opslag på Instagram, hvor Sara Bro deler billeder fra sin seneste ferie i Schweiz, meddeler hun også, at hun har været ked af det.
Det skyldes nemlig, at hun og hendes forlovede Lasse Lund er gået fra hinanden.
”Tak for alt det du har lært mig. Tak for du ikke har forsøgt at holde mig fanget i en boks, jeg alligevel aldrig kommer til at passe ind i. Tak for at elske mig på trods af alle mine ar,” skriver hun i opslaget.
Bedste medicin
Det er knap halvandet år siden, at Sara Bro og Lasse Lund blev forlovet på en rejse til Costa Rica.
Men radioværtens ferie i Schweiz har hele tiden været planlagt til, at det kun var hende, der skulle afsted.
Hun skriver, at netop den rejse i alperne har været den bedste medicin for hendes hjerte. Hun skriver derudover, at hun ikke har yderligere kommentarer til bruddet.
Sara Bro har børnene Fritz og Miriam fra et tidligere forhold.