Fanny og Ole Bornedal er aktuelle i ny film: Sådan er det at arbejde med min far
Torsdag var der landet over premiere på Ole Bornedals nye film ”Skyggen i mit øje”. Den handler om bombardementet af Den Franske Skole i marts 1945, som kostede 86 børn og 18 voksne livet.
De britiske bombeflys mål var Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, men ved en fejl ramte flere af bomberne Den Franske Skole, og det fik fatale konsekvenser.
En fornøjelse af arbejde sammen
Tragedien vækkes til live i den nye film, hvor instruktørens datter, 21-årige Fanny Bornedal, har en af de bærende roller.
- Det har været det samme som at arbejde sammen med alle mulige andre instruktører. Det er samme professionelle stykke arbejde, udover at han bliver kaldt ’far’ på settet, og jeg bliver kaldt for ’skat’, fortalte den unge skuespillerinde til premieren.
Stor erfaring
- Det har været en fornøjelse, og jeg har været glad for det. Vi har det godt sammen og hygger os med det, sagde hun om samarbejdet med sin far.
Trods sin unge alder har Fanny Bornedal allerede stor erfaring som skuespiller. Hun er blandt andet kendt fra filmene ”Journal 64” og ”Den tid på året” samt tv-serien ”Broen”.
Som ganske ung medvirkede hun også i Ole Bornedals serie ”1864”, og far og datter fortsætter samarbejdet. Hun skal spille hovedrollen i hans kommende film ”Nattevagtens datter”, som er en opfølger til hans gysersucces fra 1994.
Se billederne af de mange kendte premieregæster i galleriet herunder.