Fantastisk stemning: Se billederne af kronprinsen og dronningen ved særligt vartegn
Der var en fantastisk stemning ved Berlins berømte Brandenburger Tor onsdag eftermiddag, hvor dronning Margrethe og kronprins Frederik besøgte det historiske vartegn.
Den royale duo så ud til at nyde det spændende statsbesøg, og det vakte uden tvivl også glæde at se, at en større gruppe danskere bosat i Berlin var mødt op foran Brandenburger Tor for at hylde dronningen og kronprinsen.
Og det var da også et helt særligt og historisk øjeblik, da dronningen og den danske tronfølger sammen besøgte den kendte byport, der i 200 år har været et vartegn for Berlin og for Tyskland.
Dejlig spadseretur
Ved deres side havde dronningen og kronprinsen Berlins borgmester Michael Müller, der bød de kongelige gæster hjerteligt velkommen, hvorefter de sammen gik igennem Brandenburger Tor og til Pariser Platz.
Det er tradition og et fast officielt programpunkt, at statsbesøgende går igennem Brandenburger Tor ved ankomst i Berlin.
Senest poserede Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima veloplagte foran det berømte monument under deres statsbesøg i Tyskland i juli.
Flittig regent
Dronningen har igennem sin snart 50 år lange regeringsperiode aflagt statsbesøg i store dele af verden, og besøget i Tyskland er dronningens udgående statsbesøg nummer 55.
Det overordnede formål med et dansk statsbesøg er at etablere, styrke og fremme forbindelserne landene imellem og herunder at udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer.
Det seneste udgående statsbesøg fandt sted i 2019, hvor dronningen sammen med kronprinsen besøgte Argentina.
Se de skønne billeder af mor og søn ved Brandenburger Tor i galleriet øverst i artiklen.