Efter familiefejde: Valdemars Slot skal sælges
Valdemars Slot er synonym med Caroline Fleming og slægten efter søhelten Niels Iuel, men sådan er det ikke meget længere. Ifølge Se og Hør har Caroline Fleming og hendes søster Louise Iuel Albinus sat slottet til salg, efter de ikke kan fungere som fælles ejere.
At slottet skulle forblive i familiens varetægt og dermed ejes af søstrene Caroline og Louise, var ellers deres far lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs ønske. Han gik bort i januar 2017.
Til salg for svimlende beløb
Ifølge Se og Hør er det forventet, at Valdemars Slot bliver sat til salg for et svimlende beløb af hele 165 millioner kroner.
Den interne strid med Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus resulterede i starten af året i en tvangsopløsning af firmaet Valdemars Slot Gods A/S, som søstrene havde arvet efter deres far. Tvangsopløsningen af firmaet, der til dagligt blev drevet af Louise Iuel Albinus og hendes mand Nikolaj, opstod efter Caroline Fleming ikke havde skrevet under på slottets regnskab.
Valdemars Slot har siden 1678 været ejet af Caroline Flemings familie, men nu er det altså snart forbi.