Kæmpe overraskelse i Vild med dans-pausen
Fredag aftens pause i "Vild med dans" bød på en kæmpe overraskelse, da det blev afsløret, hvem der løber med den prestigefulde Danish Music Awards' Ærespris 2021.
Tv-seerne kunne følge med, da TV 2's Simi Jan satte kursen mod prisvinderens sommerhus - og det var selveste Rasmus Seebach, der lukkede op og inviterede indenfor.
Selve prisen, der tidligere blandt andet er gået til Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Lis Sørensen, Nik & Jay, Medina og Shu-bi-dua, bliver overrakt ved Danish Music Awards lørdag aften.
I begrundelsen for at Rasmus Seebach skal have prisen, lyder det ifølge en pressemeddelelse fra TV 2 således:
"Du modtager prisen, fordi du investerer alt, hvad du har i dig til glæde for os andre. Fordi du er en af de modigste artister, vi har. Og fordi du med din musik minder os om noget meget vigtigt. Nemlig, at vi først og fremmest er mennesker. Og at det er en helt okay størrelse at være".
Rasmus Seebach er meget beæret over at modtage den fornemme pris.
Den talentfulde sanger og komponist fortæller blandt andet i udsendelsen, at det af og til stadig kan være svært for ham helt at begribe omfanget af den succes, han oplever, men at det for alvor kan fornemmes, når han går på scenen og mærker publikums kærlighed til musikken.
Danish Music Awards kan ses i sin fulde længde på TV 2 søndag aften kl. 21.05 og vil være tilgængeligt på TV 2 PLAY fra søndag morgen.