Charlenes nye ophold på hemmeligt sted: Det siger fyrst Albert
For nyligt kom det frem, at fyrstinde Charlene, 43, er rejst væk fra Monaco på et ikke nærmere beskrevet behandlingsophold et hemmeligt sted, kun lidt over en uge efter, hun ankom til fyrstestaten efter et længevarende ophold i Sydafrika.
Her har hun brug for behandling og hvile for at komme helt til hægterne igen.
I et interview til People Magazine sætter fyrst Albert, 63, ord på familiens nye situation.
Han fortæller, at fyrstinden var absolut udmattet, både fysisk og følelsesmæssigt og angiver både private årsager samt de mange operationer, Charlene har været igennem det seneste halve år, som årsager.
Fyrst Albert afviser bestemt, at der skulle være nogen krise i ægteskabet.
- Jeg kommer nok til at sige dette adskillige gange, men dette har intet at gøre med vores ægteskab. Det vil jeg gerne gøre meget klart. Dette er ikke problemer, der stammer fra vores forhold eller med forholdet mellem en ægtemand og hans hustru. Det er af en anden karakter, udtaler han blandt andet i interviewet, hvor han også afviser, at Charlene skulle være smittet med coronavirus.
Hvor længe Charlene skal opholde sig på det hemmeligholdte behandlingssted vides ikke, men fyrst Albert mener, det vil dreje sig om adskillige uger, og han understreger, at han og børnene kronprins Jacques og prinsesse Gabriella på snart syv år vil besøge fyrstinde Charlene undervejs.