Alene Hjemme-fan? Kom med indenfor i det ikoniske hus
En af de mest underholdende og rørende julefilm er "Alene Hjemme" fra 1990.
Filmen med Macaulay Culkin i rollen som Kevin McCallister, der på grund af familiens julestress uheldigvis bliver efterladt hjemme i huset, mens resten suser over Atlanten på juleferie, blev en massiv succes og har for længst skrevet sig ind i historien som en vaskeægte juleklassiker.
Nu kan man være så heldig at få en vaskeægte "Alene Hjemme"-oplevelse i selvsamme hus, hvor nogle af scenerne fra filmen er optaget.
Det skriver Airbnb i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet vil der den 7. december blive åbnet op for, at fire heldige personer kan få lov at overnatte i huset i Chicago-forstaden Winnetka.
Her venter der dem en helt unik "Alene Hjemme"-oplevelse i boligen, der endda også huser storebror Buzz' fugleedderkop.
De heldige gæster vil kunne mæske sig i pizza og mac 'n cheese og også få lov at se den nyeste film i serien "Home Sweet Home Alone". Som prikken over i'et vil de også få hver deres sæt af LEGO's særlige "Home Alone"-udgave af huset.
Airbnb oplyser, at organisationen i denne anledning vil donere penge til børnehospitalet La Rabida Children’s Hospital i Chicago.
Læs mere om ophold og betingelser her og se flere billeder af det julepyntede hus i galleriet øverst i artiklen.