Nu sker det: Livsændrende øjeblik i den hollandske kongefamilie
Et historisk øjeblik har i dag den 8. december fundet sted i Haag i Holland.
Kong Willem-Alexander og dronning Maximas ældste datter, prinsesse Amalia, fyldte 18 år den 7. december, og med den alder fylder også en del forpligtelser.
Prinsesse Amalias 18-års fødselsdag markerer overgangen fra lille almindelig prinsesse til voksen og fuldgyldigt medlem af det hollandske kongehus. Nu kan hun i teorien påtage sig officielle opgaver eller protektioner, og prinsessens første officielle opgave som 18-årig var at deltage i sit allerførste statsråd.
Kongeparret kørte sammen med prinsesse Amalia frem til Kneuterdijk Palace, hvor de hollandske statsråd bliver afholdt.
Da familien trådte ud af bilen, tog far Willem-Alexander kærligt Amalia under armen og fulgte hende til dørs, mens mor Maxima gik glad og stolt bagved.
Kong Willem-Alexander indledte statsrådet med en tale, mens prinsesse Amalia sad lettere nervøs ved siden af og lyttede til sin far.
"Vi er taknemmelige for, at De har taget imod vores datter på denne varme måde," sagde kong Willem-Alexander til statsrådets repræsentanter.
Hvis prinsesse Amalia var nervøs inden sin egen tale, var det hele i hvert fald væk, da hun selv tog ordet. Her stod hun sikker og rolig, da hun indledte med ordene:
"Det er en ære at blive budt velkommen her af dig," sagde prinsesse Amalia og kiggede sin far i øjnene.
”Jeg gentager her min bedstemors ord fra 1956 (hvor Amalias farmor, prinsesse Beatrix, deltog i sit første statsråd, red.): I meget lang tid, medlemmer af Statsrådet, vil jeg betragte mig selv som jeres elev. Jeg vil, fuldt bevidst om mit ansvar, bestræbe mig på at være en god elev," lød det fra prinsesse Amalia i talen ifølge De Telegraaf.
Mor dronning Maxima sad undervejs med tårer i øjnene, og det har helt sikkert været en stor og rørende dag for de stolte forældre.