Laura Bro fra Kometernes Jul: Har særlig juletradition med sønnen
I ”Kometernes jul” på TV 2 spiller Laura Bro den juleglade alenemor, Kirsten, og i virkeligheden elsker hun også selv at julehygge.
Den 48-årige skuespiller er mor til Henry på otte år, og de to har en helt særlig juletradition, når der skal pyntes op i lejligheden i december.
- Henry og jeg har en juletradition, som egentligt også er min barndoms juletradition. Det er, at vi går meget op i at lave nisselandskab, fortæller Laura Bro med et smil til BILLED-BLADET.
Er gået i arv
Laura Bro og sønnens juletradition er forbundet med mange minder, og det er gået i arv i familien.
- Jeg har et nisselandskab, som er min fars nisselandskab. Så nogle af tingene er fra 1945, og det er ældste er fra lige efter krigen, fortæller skuespilleren og fortsætter:
- Jeg har også et lille hus med lys i, som var min farmors, så jeg har nogle ting, der er enormt gamle, og de bliver kombineret med noget nyt. Det fylder meget, så vi har et ret stort område med snevat og nisser!
I BILLED-BLADET nr. 49, der er på gaden torsdag den 9. december, kan du læse et hyggeligt juleinterview med Laura Bro, som spiller mor Kirsten i "Kometernes jul" på TV 2.