Nyt billede gør indtryk: Derfor stråler det hollandske kongepar og deres døtre
Det hollandske kongehus har lørdag aften delt det dejligste portræt af den hollandske kongefamilie, hvor man kan se kong Willem-Alexander og dronning Maxima stråle af glæde, mens de holder om deres døtre, prinsesse Amalia, 18, prinsesse Alexia, 16, og prinsesse Ariane, 14.
De store smil skyldes uden tvivl, at prinsesse Alexia netop er vendt hjem på juleferie fra Wales, hvor hun til daglig er kostelev på United World College of the Atlantic (UWC Atlantic College).
Prinsessen fik fri fra skolen fredag den 10. december og tog derefter hurtigt hjem til Holland.
Endelig sammen igen
"Ferien nærmer sig: hjemme sammen igen", lyder den søde tekst til det skønne billede af kongeparret med deres døtre hjemme på Huis ten Bosch-paladset på kongehusets Instagram.
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima har ikke set deres mellemste datter, siden hun begyndte på skolen i Wales i september.
Men nu kan de nyde både jul og nytår med hende og deres to andre børn.
For den hollandske kongefamilie har det været en begivenhedsrig uge, idet kongeparrets ældste datter fyldte 18 år i tirsdags og blev introduceret til statsrådet af sin far dagen efter.