Rosalinde Mynster på bryllupsrejse: Her går turen hen
Nygifte Rosalinde Mynster har haft et travlt efterår, og da hun var til gallapremiere på filmen ”House of Gucci” afslørede hun, at hun var på vej på bryllupsrejse.
Den tidligere ”Badehotellet”-stjerne blev i september gift med sin kæreste gennem tre år, musikeren Jakob Emil Lamdahl Pedersen.
- Jeg har lige optaget serien ”Carmen Curlers” til DR og har sidste optagedag i morgen. Nu skal jeg på bryllupsrejse og slappe af, fortalte en glad Rosalinde Mynster til BILLED-BLADET.
Holder jul i udlandet
31-årige Rosalinde Mynster løftede lidt af sløret for, hvor hun og ægtemanden skulle hen på ferie.
- Vi skal til Mellemamerika og rejse rundt, og vi tager allerede afsted på mandag, fortalte skuespilleren og tilføjede:
- Jeg har taget fri i to måneder, så vi skal også holde jul der.
Rosalinde Mynster holder dermed en lille pause fra optagelserne af den kommende DR1-serie “Carmen Curlers”.
- Det er sjovt at være med i den, for det er jo en periodeserie, som jeg elsker at lave. Det er magisk at få lov til at opleve 60’erne, lød det med et smil.