Her er 'Årets ord 2021'
Fredag eftermiddag har DR i samarbejde med Dansk Sprognævn kåret ’Årets ord 2021’.
Det skriver DR.
Kåringen fandt sted i P1-programmet ”Klog på Sprog” med Adrian Hughes som vært, hvor en jury afgjorde, hvilket ord der både var det mest nyskabende, tidstypiske og anvendte.
I skarp konkurrence
Årets ord endte med at blive ”coronapas”, der var i skarp konkurrence med særligt ”klimaangst” og ”krænkelse”.
I løbet af den seneste måned har man kunnet sende sine forslag til ’Årets Ord’ på Dansk Sprognævns hjemmeside, og det kom der 205 forskellige forslag ud af.
Juryen var enig
Juryen bestod af de fem dommere: Sprognævnets direktør Thomas Hestbæk Andersen, Berlingske-journalist Aminata Amanda Corr, seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Henrik Lorentzen, gymnasieelev Astrid Brandrup Torsting og programmets vært Adrian Hughes.
De stemte alle fem på "coronapas" som Årets ord.
Ikke første gang
Det er 14. år i træk, at Dansk Sprognævn og DR kårer ’Årets Ord’.
Samtidig er det andet år i træk, at årets ord har relation til coronapandemien. Sidste år var årets ord ”samfundssind”.