Ekspert: 3 ting fra Marys garderobe der gjorde sig særligt bemærket i 2021
BILLED-BLADETs kongelige hofreporter Marianne Singer har taget luppen frem og har gennemgået kronprinsesse Marys stil fra 2021. Tre ting har været ekstra bemærkelsesværdige i året, der gik.
2021 blev året, der startede nedlukket og mørkt, men som lyset og foråret kom nærmere, blev samfundet langsomt åbnet mere og mere op. Dette gjaldt også for kronprinsfamilien, der i årets første måneder arbejdede hjemme fra palæet på Amalienborg. Januar blev derfor hverken skudt i gang med nytårstaffel eller -kure, og det var først i marts, at kronprinsesse Mary så småt genoptog sit arbejde udenfor murene.
Herefter gik det hurtigt stærkt, og kronprinsessen har været yderst flittig og deltaget i både officielle opgaver i Danmark og i udlandet. Som altid har hun repræsenteret kongehuset med stil, og spørger man Marianne Singer, har hun endda formået at forn sin stil, der ellers altid er meget elegant og klassisk, men med et moderne, smagfuldt twist.
Buksernes år
Er der en ting, som kronprinsesse Mary har yndet at bære meget i 2021 er det lange bukser med vidde i benene. Hun har både båret kassebukser, flares og løse slacks i året der gik. Og hvor vi flere gange har set hende i bukser i tidligere år, har hun været exceptionel glad for det løse bukse-look i år; et look, der er yderst moderne blandt både kronprinsessens egen generation og helt ned til hendes døtres. Begge prinssesserne har i 2021 været iført lange kassebukser.
- Kronprinsesse Mary har været helt med på moden i år. De løse bukser med vidde er meget moderne, og hun har båret dem i flere farver og stilarter gennem hele året, siger Marianne Singer, der fortsætter:
- Jeg synes, at hun i år har fornyet sin stil lidt mere, end vi normalt ser hende gøre det. Hun har været selvsikker nok til at udfordre sin egen stil ved bl.a. vælge disse løse bukse-styles meget i år, mens hun samtidig kombinerer dem med den stil og de skjorter, frakker eller lignende, vi ved hun holder af. Hun formår derved konstant at udvikle sin stil uden at miste det, der gør den til hendes egen.
- Kronprinsessen har aldrig nogensinde haft en stillestående stil, og hun har stor føling med mode. Hendes sans for fornyelse og for at tage chancer og udfordre den kongelige stil, understreger jo også bare, hvorfor hun flere gange er blevet kåret som stilikon, noterer Marianne Singer sig.
Brød med traditionen
De smarte lange bukser var endnu en gang fundet frem fra garderoben, da Folketinget skulle åbnes første tirsdag i oktober. Her var kronprinsesse Mary i et mørkt sæt med lange vidde bukser, jakke og flotte accessories i form af en elegant hat og lækker clutch.
Det var en af årets overraskelser, at kronprinsessen var iført bukser, siger Marianne Singer, der fortæller, at Folketingets åbning altid kører nøjagtigt som året før, og der er tradition for, at de kvindelige medlemmer af den kongelige familie har klassiske nederdele eller kjoler på, og at de er elegante, men ikke alt for opsigtsvækkende.
- I 2021 blev første gang nogensinde, at Mary havde bukser på til Folketingets åbning, og jeg synes faktisk, at det var meget modigt, at hun sådan brød med traditionen. Det var et moderne look hvor bukserne var så brede, at de næsten lignede en kjole. Hun så chik og moderne ud, siger hofreporteren, der tre uger senere igen oplevede kronprinsesse Mary ved et større og lidt finere arrangement og igen i bukser.
- TIl Fredensborgkoncerten, hvor de fleste indbudte kvinder var i cocktailkjoler, var både Mary og prinsesse Marie i bukser. Igen et meget trendy valg, siger Marianne Singer.
I britisk stil
Tredje og sidste element fra kronprinsessens 2021-garderobe, der er værd at bemærke, er ifølge Marianne Singer den hårpynt, som hun bar til prins Christians konfirmation.
- Den mørkeblå hårpynt gav mindelser om de fascinators (særlige hatte red.), som vi ser, når der er Royal Ascot i London, siger Marianne Singer.
- Det var et lidt mere britisk look, end vi er vant til at se kronprinsesse Mary i. Og det var uden tvivl hårpynten, der gjorde, at jeg fik mindelser om de britiske kongelige medlemmer, lyder det.
- Det gav hendes lookt internationalt touch. Derudover så hun bare rigtig flot ud i den mørkeblå kjole med hvide prikker, som matchede resten af kronprinsfamilien. At de sådan matchede hinanden var virkelig fint tænkt, og jeg er sikker på, at det er kronprinsesse Mary, der er hjernen bag, siger Marianne Singer.
Slutteligt runder hun af med at kigge frem mod et 2022, der forhåbentligt byder på mange flere anledninger til at se kronprinsesse Mary i gallakjoler. Det har der ikke været mulighed for i år på grund af pandemien.
- Vi har desværre ikke rigtig set hende i store gallakjoler. Den største fest med en form for festkjole var Hæderstegnsmiddagen, hvor hun bar en uniformskjole, som er en mere dæmpet udgave af det, vi normalt katagoriserer som gallakjoler, siger hofreporteren og afslutter:
- Heldigvis byder 2022 på både kronprinsessens egen 50-års fødselsdag og dronningens regeringsjubilæum, hvor der vil være rig lejlighed for galla og glamour.