Kongeparret er ikke de eneste: Så mange nordiske kongelige har været syge
Tirsdag eftermiddag meddelte det svenske hof, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia begge er testet positiv for Covid-19, på trods af, at de begge er fuldt vaccinerede og har fået booster-dosis.
Og de er langt fra de eneste kongelige fra de nordiske kongehuse, som har været syge med coronavirus.
Datter smittet
i marts sidste år var det kongeparrets datter, kronprinsesse, Victoria, og hendes mand, prins Daniel, der var blevet testet positive for covid-19.
Heldigvis var deres symptomer milde og de kunne endda arbejde lidt digitalt under sygdomsperioden.
Gravid og syg
Måneder forinden, sidst i november 2020, var prinsesse Sofia og prins Carl Philip testet positive for coronavirus og gik derefter i karantæne.
På det tidspunkt var prinsessen gravid, men fik heldigvis, ligesom sin mand, kun milde symptomer, lød det fra kongehuset i en pressemeddelelse den 26. november.
Virussen påvirkede heldigvis ikke barnet eller graviditeten og prinsessen fødte en sund og rask prins Julian den 26. marts 2021.
Nåede at blive rask
I det danske kongehus har kronprinsesse Mary senest været smittet med coronavirus.
Således meddelte kongehuset den 15. december, at hun var blevet testet positiv for COVID-19.
Heldigvis nåede hun at blive rask til juleaften og kunne fejre højtiden med sin mand, børn og dronningen på Marselisborg Slot.
Et år imellem
Godt et år forinden, den 7. december 2020, havde hoffet meddelt, at prins Christian dagen forinden var blevet testet positiv for COVID-19.
Herefter befandt han sig i isolation i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg til han blev rask.
Aflyste opgaver
Også det norske kongehus har været ramt af den frygtede sygdom, idet kronprinsparrets datter, prinsesse Ingrid Alexandra, sidst i august blev testet positiv og derefter isolerede sig hjemme på Skaugum.
I den forbindelse aflyste hendes forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit flere af deres kongelige opgaver.