Hænderne fulde-stjerne er pludselig død
Den amerikanske komiker og skuespiller Bob Saget er pludselig død i en alder af 65 år.
Han blev kendt for at spille Danny Tanner i tv-serien ”Hænderne fulde”, hvor han var far til tre piger. Serien kørte fra 1987-1995.
Natten til mandag dansk tid blev Bob Saget fundet livløs på et hotelværelse i Orlando, Florida. Det bekræfter politiet overfor The Hollywood Reporter.
Dødsårsagen er endnu ukendt, men der var ingen tegn på hverken kriminalitet eller indtagelse af stoffer.
Familien ramt af sorg
65-årige Bob Saget var i fuld gang med en stor standup-turné i USA med titlen ”I don’t do negative”, som han skulle have fortsat med indtil juni 2022.
Blot få timer før sin død søndag den 9. januar lagde komikeren et opslag på Twitter, hvor han skrev, at han netop havde optrådt for et fantastisk publikum i Jacksonville, Florida.
Også Bob Sagets familie har bekræftet dødsfaldet overfor The Hollywood Reporter.
- Vi er knuste over at måtte bekræfte, at vores elskede Bob er gået bort i dag. Han betød alt for os, og I skal vide, at han elskede sine fans, at optræde live og at bringe folk sammen ved hjælp af latter, udtaler familien.
En kendt tv-familie
Bob Saget har en lang karriere bag sig, men det var rollen som Danny Tanner i serien ”Hænderne fulde”, som gjorde ham berømt.
Her spillede han sammen med Dave Coulier og John Stamos som vennerne Joey og Jesse. Hans tre døtre i serien, D.J., Stephanie og Michelle, blev spillet af henholdsvis Candace Cameron, Jodie Sweetin og tvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen.
I mange år var Bob Saget også vært på programmet ”America’s funniest home videoes”, og derudover han har lavet masser af standup.
Har tre døtre
Bob Saget efterlader sig sin 42-årige hustru Kelly Rizzo, som han giftede sig med i 2018.
Derudover efterlader han sig tre døtre, Aubrey, Lara og Jennifer, som han har med ekskonen Sherri Cramer.
Her ses Bob Saget med hustruen Kelly og sin mellemste datter, Lara, i 2021.