14. jan. 2022
Af Sofie Nymand

For 50 år siden sagde danskerne farvel til landets elskede sømandskonge

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/design_uden_navn_-_2022-01-13t191128.690.png
Foto: Elfelt
I dag er det 50 år siden, at kong Frederik 9. sov stille ind.

På Amalienborg sad ceremonimester Ulf Gabel-Jørgensen ved telefonen.

Han ventede nyt om kongen, der var indlagt på hospitalet, hvor den nærmeste familie var samlet ved kongens side.

Frederik 9. havde bare to uger forinden holdt sin nytårstale. Denne aften var han noget forkølet, men dagen efter måtte han opgive at deltage i den traditionelle nytårskur.

Efter nogle dages sygdom blev han hasteindlagt på Københavns Kommunehospital, hvorfra han aldrig kom ud igen.

Kong Frederik 9. sov stille ind den 14. januar, omgivet af ”sine piger”, hustruen Ingrid og døtrene Margrethe, Benedikte og Anne-Marie.

I aftenmørket og bidende vinterkulde

Kort efter ringede telefonen på Amalienborg. Kongen var død. Ceremonimester Ulf Gabel-Jørgensen sendte beskeden videre til Ritzaus Bureau, og herfra spredtes budskabet udover landet og hele verden.

Danskerne havde fulgt kongens kritiske tilstand tæt, og foran Amalienborg og Kommunehospitalet havde flere hundrede mennesker taget opstilling i aftenmørket og den bidende vinterkulde. Da meddelelsen om kongens død kom, faldt flere i knæ.

Under åben himmel

Fire dage efter blev kisten ført til Christiansborg Slotskirke, hvor mange danskere benyttede lejligheden til at vise kongen den sidste ære.

Frederik 9. blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke d. 24. januar 1972.

Kongens endelige gravplads udenfor domkirken stod færdig i 1985. Og i dag hviler landets folkekære sømandskonge under åben himmel med et anker på sin gravsten.

Læs mere om: