Dronning Margrethe og prinsesse Maries smykker: Her er deres særlige betydning
Den kongelige familie ankom kl. 10 til Christiansborg, hvor Folketinget officielt markerer dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum.
De kongelige medlemmer ankom til Christiansborg i rangorden, hvilket vil sige, at prinsesse Benedikte ankom først, derefter prins Joachim og prinsesse Marie, så kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og til sidst dagens hovedperson dronning Margrethe.
På denne dag bar flere af de kongelige kvinder smykker med helt særlig betydning.
Dronning Margrethe bar selv to særlige brocher. Hestesko-brochen fik hun af sin far, kong Frederik, den 5. juni 1953 – den dag, prinsesse Margrethe formelt blev udråbt til tronfølger.
Hestesko-brochen er udført i rødguld og besat med små rubiner, hvis røde farve formentlig har skulle symbolisere kongens kærlighed til sin datter, blodets bånd og ikke mindst Danmark.
Marguerittebrochen fik dronning Margrethe af sin mor, dronning Ingrid, i 60-års fødselsdagsgave i 2000. Dronning Ingrid bar den selv, da hun blev gift med Frederik IX i 1935. Dronning Margrethe bar den også, da hun blev gift i 1967.
Det er en dyrebar marguerittebroche med 238 brillanter og 444 rosensten indfattet i platin.
Dronning Margrethes margueritteøreringe passede perfekt til hendes særlige broche.
Prinsesse Marie havde også valgt en særlig broche til dagens anledning på Christiansborg.
Hun bar sin barselsgave, hun fik af dronning Margrethe, da hun den 4. maj 2009 havde født sit og prins Joachims første barn, prins Henrik.
Dronning Margrethes broche til prinsesse Marie er en utrolig fin og kostbar guldbroche besat med brillanter og safirer. Brochen, der er udført i 1800-tallet, har tidligere tilhørt dronning Alexandrine, der er dronning Margrethes farmor.