20. jan. 2022
Af Marie Krakau

Ingrid Alexandra afslører kronprins Haakons spektakulære fejlkøb

Prinsesse Ingrid Alexandra og kronprins Haakon
Prinsesse Ingrid Alexandra og kronprins Haakon
Foto: Ritzau Scanpix
I ny video fra det norske kongehus morer kronprinsfamilien sig over kronprins Haakons spektakulære fejlkøb.

Det norske kongehus delte onsdag en smuk video af kronprinsfamilien sammen på tur i de bjergtagende, snedækkede norske fjelde. Videoen, der blev delt på deres digitale platforme, var med til at skyde fejringen af prinsesse Ingrid Alexandra, der fylder 18 år fredag d. 21. januar, i gang.

Prinsessen er en ivrig skiløber, og ture på fjeldet er derfor en yndet aktivitet. Og i familiens selskab kan sådan en tur nok ikke blive meget bedre. Det skulle da lige være, hvis far, kronprins Haakon, ikke havde dummet sig lidt og sørget for, at et af turens hvil i det hvide landskab ikke blev så komfortabel, som håbet.

Det viser sig nemlig, at kronprins Haakon selv har indkøbt stole, så han selv, Ingrid Alxandra, kronprinsesse Mette-Marit og prins Sverre Magnus på 16 år, kunne nyde et hvil på behagelig vis. Men en kæk prinsesse Ingrid Alexandra afslører med masser af smil i stemmen, at hendes far har lavet et spektakulært fejlkøb.

Set på Instagram

Kronprinsen har på Instagram set outdoor-stolene og bestilt dem hjem i troen om, at de var en del større, end hvad de viste sig at være - faktisk troede kronprinsen, at de var otte gange større, afslører prinsessen, og driller sin far.

"Far har nemlig set en Instagram-reklame og fundet stolene, som man kan læne sig godt tilbage i" joker prinsesse Ingrid Alexandra i videoen.

Kronprins Haakon morer sig selv om sit indkøb, og spørger i sjov familien, om det mon var den rette prioritering, at det var stolene, der var kommet med på fjeldet og ikke pølserne.

På næste fjeldtur kan det måske tænkes, at det ikke er kronprins Haakon, der skal stå for at få de rigtige stole med.

At det ikke blev til noget langt og afslppende hvil i behagelige stole, tager dog på ingen måde glæden fra den hyggelige familietur. Der bestod af imponerende skiløb fra både den kommende fødselar og hendes lillebror, hvis even udi skiløb tydeligt ses i videoen, som du kan se nederst i artiklen.

Læs mere om: