Anne-Marie Rindom vandt guld: Nu er hun i tvivl om OL-deltagelse
I sommer vandt Anne-Marie Rindom danskernes hjerter, da hun vandt OL-guld efter en triumf i Laser Radial.
Men måske er Rindom færdig som olympisk sejler. Hun er nemlig i tvivl om, hvorvidt hun stiller op til OL i Paris i 2024.
Det fortalte hun fredag i DRs store sportsshow ”Sport 2021”.
Anne-Marie Rindoms guldsejlads i Japan er en af de største, danske sportspræstationer i 2021. Og den 30-årige østjyde er på ingen måde tæt på et karrierestop.
Men i showet fortæller guld-sejleren, at hun har tilladt sig selv at holde et par måneders tænkepause efter sin fjerdeplads ved VM i december.
Hun skal mærke efter.
- Det er meget interessant at lære nogle nye ting. I elitesport er du meget fokuseret på én ting, så der er ikke tid til så mange andre ting, siger Anne-Marie Rindom i ”Sport 2021” og fortæller, at hun ønsker at prioritere andre ting i sit liv.
Anne-Marie siger med et smil, at hun også vil have tid til at tage på skiferie, studere og prøve sig af i andre bådtyper.