Stort chok: Vild med dans-vært stopper
Når “Vild med dans” vender tilbage til efteråret, kommer det til at byde på store forandringer. Der bliver nemlig en udskiftning på værtsfronten.
Det er Christiane Schaumburg-Müller, den ene halvdel af værtsduoen, som har valgt at stoppe i TV 2’s populære danseprogram.
Det afslører hun i et interview med ugebladet Her & Nu, der er på gaden onsdag den 26. januar.
- Nu har jeg lavet det i fire år, og jeg er stadig fuldstændig vild med det, men jeg kan godt lide at stoppe, mens legen er god. Jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at lave en anden type programmer, siger Christiane Schaumburg-Müller til Her & Nu.
Er fyldt 40 år
Christiane Schaumburg-Müller, som fylder 40 år onsdag den 26. januar, har været vært på “Vild med dans” ad to omgange.
Første gang var fra 2010-2012, hvor hun delte værtstjansen med Claus Elming.
I 2018 vendte Christiane Schaumburg-Müller tilbage som vært på “Vild med dans”, og her har hun lige siden haft Sarah Grünewald som makker.
Nu viser det sig altså, at 2021 med al sandsynlighed blev hendes sidste sæson som vært på programmet.
Hvem, der kommer til at erstatte Christiane Schaumburg-Müller i den 19. sæson, vides endnu ikke.