Kristian Bech fra Som sunket i jorden: Sådan støtter min hustru mig
Tv-vært Kristian Bech er tilbage på skærmen i ”Som sunket i jorden”.
Men det er til tider hårdt at optage den slags programmer, fordi det kræver, at han er meget væk hjemmefra.
Intet fast
Kristian Bech skal i de første afsnit af ”Som sunket i jorden” hjælpe Mia med at finde frem til, hvad der er sket med hendes far Michael Lykke Baun, der forsvandt i 2003.
Tv-værten elsker at lave den slags programmer, men han erkender, at det kan være svært ikke at have faste arbejdstider.
- Det er jo hårdt at lave sådan nogle programmer, for det er jo aldrig nogensinde skrevet nogle steder, hvornår man skal arbejde, eller hvor man skal hen. Jeg er meget væk fra min familie, fortæller Kristian Bech til BILLED-BLADET.
Hustru bakker op
Han får på trods af de skiftende arbejdstider meget støtte af sin hustru Maria, der arbejder indenfor politiet, som Kristian Bech også gjorde tidligere.
- Heldet er, at vi har kendt hinanden i så mange år, men også fra politiet, hvor det også er kaotisk med arbejdstiderne. Jeg kan godt mærke, at hun har stået meget op for mig, fordi jeg har rejst meget. Hun har også et arbejde, hun skal passe, som stiller krav til hende, og vi har små børn. Hun støtter mig alt det bedste hun kan, fortæller han.
Parret har døtrene Vega og Viola, og så har Kristian Bech datteren Lillie fra et tidligere forhold.