Ny melding fra hoffet om kong Haralds sygemelding
Norges kong Harald, 84, blev for to uger siden sygemeldt på grund af en forkølelse.
Det blev først meldt ud, at kongen ville være sygemeldt i et par dage, men forkølelsen var måske lidt skrappere end først antaget, og sygemeldingen blev forlænget til to uger.
Nu er der gode nyheder fra hoffet, for kong Harald er tilbage, skriver norske VG.
- Jeg kan bekræfte, at kongen genoptager sine konstitutionelle pligter fra i morgen, sagde det norske hofs kommunikationschef Sven Gj. Gjeruldsen til VG i går, den 9. februar.
Kong Harald skal torsdag møde udenrigsministeren Anniken Huitfeldt i sin første audiens siden sygemeldingen. Det skriver det norske kongehus i kalenderen over officielle programpunkter.
Kong Harald fylder 85 den 21. februar. Hustruen dronning Sonja fylder også 85 i år, blot lidt senere på året – den 4. juli.