28. feb. 2022
Af Karina Didriksen

Amanda om opkald fra løjtnanten: Derfor fik hun kuldegysninger

Uwe Kiessling og Amanda i "Badehotellet".
Uwe Kiessling og Amanda i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Det var en meget berørt Amanda, som i afsnit 4 af ”Badehotellet” endelig fik livstegn fra sin elskede løjtnant Kiessling

Efter fire års uvished om Uwe Kiesslings skæbne, fik Amanda endelig livstegn fra sin tyske løjtnant i afsnit 4 af ”Badehotellet”.

Det var en rørende scene, da hun tog telefonen på sit kontor og hørte hans stemme for første gang siden 1941.

- Hun troede, at håbet måske var ude, så det er kuldegysninger, der går gennem kroppen på Amanda, det prøvede jeg i hvert fald at spille. Men hun skulle nå at sige så meget som muligt til Uwe, så det blev ikke så følelsesladet, siger Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Det blev mere praktisk og ikke sådan ”åh, skatter, jeg elsker dig”. Han skulle bare vide, at hun har gjort alt for, at de skulle holde kontakten, og det må jo underforstået betyde, at hun elsker ham.

Fortalte ikke det vigtigste

Det viste sig, at Uwe Kiessling havde skjult sig i den lille by Trautenstein i Harzen, hvor han som barn havde tilbragt flere somre med naboens søn, hvis onkel og tante havde en gård der.

Da han ringede til Amanda, nåede hun desværre ikke at fortælle ham det allervigtigste, nemlig at han har en lille datter, Frida.

- Hun havde ikke troet, det var muligt, at han pludselig kunne ringe til hende, og så får hun ikke lige sagt, at han har en datter, fortæller Amalie Dollerup og tilføjer med et smil:

- Men det vigtigste er, at hun finder ud af, at Uwe er i live. Det er jo det store i samtalen i slutscenen – at han er i live, efter alle hendes drømme og mareridt om, at han er død i fronten.

Læs mere om: