Badehotellets Ane: Overrasker med ny rolle
Siden 2013 har Mia Helene Højgaard været kendt som stuepigen Ane i TV 2-serien ”Badehotellet”.
Den 24-årige skuespiller blev dog skrevet ud af serien sidste år og var derfor ikke med i sæson 9, som netop har været sendt.
Heldigvis for Mia Helene Højgaard så opstod der en mulighed for at medvirke i en anden populær tv-serie, nemlig ”Sommerdahl”.
I tredje sæson kan hun opleves som Laura Sommerdahl – en karakter, der i sæson 1 og 2 blev spillet af Badehotellet”-kollegaen Laura Kjær.
- Det har været virkelig fedt og en god oplevelse at få rollen som Laura. Det var sjovt at få lov til at udvikle karakteren, siger Mia Helene Højgaard til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg skrev til Laura Kjær, da jeg skulle til casting på rollen, og så sagde hun, at jeg bare skulle gå ind og være mig selv. Og det virkede heldigvis.
Voksede op på Badehotellet
Selv om Mia Helene Højgaard var glad for at få en rolle i ”Sommerdahl”, så var hun også trist over at skulle sige farvel til ”Badehotellet”.
- Ane blev skrevet ud af serien, så det skulle jeg lige synke. Men jeg har godt kunnet mærke, hvor karakteren skulle hen, siger skuespilleren og fortsætter:
- Jeg har spillet Ane i otte år og er nærmest vokset op på ”Badehotellet”. Jeg var kun omkring 15 år, da jeg startede derude. Så ”Sommerdahl” har heldigvis udfyldt tomrummet lidt.
Mia Helene Højgaard kan opleves i sæson 3 af ”Sommerdahl”, der har premiere søndag den 13. marts kl. 20.55 på TV 2 Charlie.