Nikolaj Coster-Waldaus datter: Får rolle i ny DR-serie
Tilbage i 2018 fik Nikolaj og Nukâka Coster-Waldaus yngste datter, Safina, sin tv-debut, da hun medvirkede i DR’s julekalender ”Theo og den magiske talisman”.
Fire år senere vender den nu 18-årige Safina Coster-Waldau tilbage på tv-skærmen.
Den unge skuespiller har nemlig landet en rolle i den helt nye DR-serie ”Det Forsvundne Ravkammer”.
Serien er for hele familien og bliver sendt i påskedagene. Ifølge DR er det et forsøg på at skabe en ny tradition i tråd med julekalenderen.
Spiller storesøster
”Det Forsvundne Ravkammer” er en blanding af action, spænding og humor og handler om Niels og hans storesøster Nanna, der skal flytte fra deres trygge landsby i Nordvestjylland, fordi den lokale skole skal lukkes.
Niels kommer på sporet af en forsvunden skat nede i en glemt, tysk bunker fra anden verdenskrig. Sammen med vennerne Tania og Charly, storesøster Nanna og hendes venner Louise og Johannes begiver de sig ind i dybet efter skatten.
Safina Coster-Waldau har fået rollen som storesøsteren Nanna, mens lillebror Niels bliver spillet af en anden julekalenderstjerne, nemlig Bertil Smith. Han kunne i december 2021 opleves i TV 2’s julekalender ”Kometernes jul”.
Sendes hver dag
Serien ”Det Forsvundne Ravkammer” består af otte afsnit, der bliver vist hver dag fra den 10. til 17. april klokken 20.00 på DR1. Serien vil også ligge med et nyt afsnit dagligt i påskeugen på DRTV.
Her ses et billede fra serien med de tre venner Niels (Bertil Smith), Charly (Marinus Refnov) og Tania (Cecilia Loffredo).