Efter salg af Bruun Rasmussen Kunstauktioner: Det betyder det for familien
Det er i dag via en pressemeddelelse kommet ud til offentligheden, at familien Bruun Rasmussen har solgt deres familievirksomhed Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Årsagen til salget er, at Jesper Bruun Rasmussen, 79 år, har haft et stort ønske om at fremtidssikre virksomheden.
Beslutningen har naturligvis krævet mange overvejelser, da auktionshuset har været i familiens eje gennem næsten 75 år, og derfor er butikken at betragte som hjerteblod for familien.
Afgørende for familien Bruun Rasmussen
Det har været afgørende for Jesper Bruun Rasmussen, at auktionshuset bliver ført videre med respekt for historien og helt i den ånd, som er opbygget gennem flere årtier.
Familien Bruun Rasmussen har givet sig god tid til at finde den nye rette ejer med samme værdigrundlag som dem selv, og det perfekte match blev det engelske auktionshus Bonhams.
Med overdragelsen bliver Bruun Rasmussen en del af et stort globalt netværk af lokale auktionshuse og specialister inden for alverdens kunstområder og vil derfor i langt højere grad kunne tilgodese kundernes behov, uanset hvor i verden de kommer fra.
Stadig synlig del af auktionshuset
Familien Bruun Rasmussen vil heldigvis også fremover være en særdeles aktiv og ikke mindst synlig del af auktionshuset.
Man kan som altid møde dem i hovedkontoret i Nordhavn samt til eftersyn og auktion i Bredgade 33 i København, hvor de udstyret med Arne Bruun Rasmussens originale auktionshammer bliver ved med at gå på podiet for at svinge hammeren over kostbare kunstværker og sjældne antikviteter.
Siden grundlæggeren Arne Bruun Rasmussen etablerede auktionshuset i Bredgade 33, har virksomheden formået at udvikle sig med tiden og tilpasse sig det internationale kunstmarked og den øgede digitalisering.
Det har blandt andet betydet, at antallet af medarbejdere løbende er steget ganske markant til flere end 140 fastansættelser i dag.
Succes i Danmark og i udlandet
Gennem de seneste år har Bruun Rasmussen oplevet en markant vækst båret af købelystne kunder og dygtige medarbejdere.
Virksomheden har i dag etableret sig solidt og fornemt nationalt og er kendt af alle danskere.
Med salget af virksomheden håber familien for alvor at blive en endnu stærkere faktor herhjemme og på det globale marked.
- Jeg har netop slået det største og mest skelsættende “hammerslag” i Bruun Rasmussens historie med salget til Bonhams. At have ført an i auktionshusets begivenhedsrige rejse i så mange år er et privilegium, og jeg ser nu frem til, at vi bliver en del af den fortsatte færd mod endnu større horisonter – dette i fællesskab med Alexa og Frederik. Jeg er stolt over, at vores virksomhed har nået et niveau, hvor den er attraktiv for det verdenskendte auktionshus Bonhams, siger en glad Jesper Bruun Rasmussen i dagens pressemeddelelse.