Jimmi fra Kærlighed hvor kragerne vender: Derfor talte jeg om at miste min mor
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” håber Jimmi Mollerup på at finde kærligheden.
Han er en af de fire singlefyre, som får lov at date forskellige kvinder i håb om, at der blandt dem gemmer sig en kæreste.
Det betyder også, at han og de øvrige deltager åbner op omkring deres privatliv. Her fortæller Jimmi Mollerup blandt andet om at miste sin mor.
Mistede sin mor
I det femte afsnit af ”Kærlighed hvor kragerne vender” begynder Jimmi Mollerup at dele mere personlige ting om sig selv.
Før det har han særligt bidraget til fællesskabet med sit gode humør og sjove bemærkninger, lægger flere af pigerne mærke til.
Han var ikke som sådan bekymret for at dele så sårbar en ting som sin mors død i et tv-program.
- Hun døde omkring december. Otte måneder forinden optagelserne til programmet. Jeg gjorde mig ikke nogen tanker om at fortælle det. Hvis de spørger om noget, får de svar, og så kan vi tage en snak om det, fortæller han til BILLED-BLADET.
Fokus på det
Umiddelbart forklarer Jimmi Mollerup også, at det normalt ikke er noget, man taler med en pige, som man ikke kender så godt endnu, om.
- Det er ikke det første, man snakker om. Mig og Christie snakkede kort om det, men der blev lagt fokus på det i afsnittet. Det er ikke lige noget, man tager første gang, man møder hinanden. Det er noget, man kan tage senere, fortæller han.
Han understreger dog også, at han ikke har et problem med at fortælle om det, og at pigerne tog det rigtig fint.
Kamera på
Faktisk går Jimmi Mollerup meget op i at være ærlig og at være sig selv, selv om han er på kamera.
- Det blev virkelig hurtigt normalt, at det var sådan, det var. Jeg levede mig ikke ind i en rolle. Man skal være meget stærk for ikke at spille en rolle i programmet, fortæller han og forklarer, at der jo er en lang række tilrettelæggere, der er med til at beslutte, hvad der skal ske i programmet.
”Kærlighed hvor kragerne vender” kan ses tirsdage klokken 20.00 på TV 2.