Dorte fra Kærlighed hvor kragerne vender: Derfor er Morten og jeg et godt match
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” planlægger de fire singlefyre en fest, hvor deres venner skal møde deres udvalgte piger.
Ved festen deler Morten Jørgensen og Dorte Hansen et privat øjeblik, hvor de taler om deres fremtidsdrømme.
Smilende og glad
Da 26-årige Dorte Hansen første gang mødte Morten Jørgensen, fik hun et godt indtryk af ham.
- Mit første indtryk af ham var, at han virkede meget nervøs og spændt. Han var smilende, glad og meget imødekommende. Det var den følelse, jeg fik under vores speeddate. Han virkede som om, han var nysgerrig på at lære mig at kende, fortæller Dorte Hansen til BILLED-BLADET.
Hun var også på en god speeddate med Nicolai, men der var alligevel forskel på de to dates.
- Begge speeddates gik meget godt, men jeg synes måske, at Morten virkede mere interesseret i mig efter speeddaten, end Nicolai gjorde. Nicolai virkede på mig som om, han mest var interesseret i mig som ven. Med Morten kunne jeg mærke, at han var interesseret på en anden måde end venner, fortæller hun.
En fin stund
Til festen får Morten og Dorte tid til at tage en snak på tomandshånd, hvor de vender, hvad de hver især tænker om hinanden.
For Dorte var det en snak, hvor hun gav udtryk for, at hun var interesseret i Morten.
- Jeg synes, Morten var sød og havde sommerfugle i maven over ham. Jeg var nysgerrig på at lære ham bedre at kende. Han var meget behagelig at være sammen med, fortæller hun.
Meget til fælles
Under snakken går det op for hende, hvor mange ting hun og Morten har til fælles.
- Jeg snakker med Morten alene til festen om fremtiden. Vi snakker om, hvad vi begge to gerne vil med vores liv. Vi matcher godt på de grundlæggende ting med børn, og at vi begge to ønsker at blive boende på Falster. De generelle basale ting er vi ret enige om, fortæller hun.
Hvordan det går fremadrettet mellem Dorte og Morten, kan du se i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, der sendes tirsdage klokken 20.00 på TV 2.