Skal din kat være filmstjerne? Kæledyr søges til Barbara Topsøes nye film
Er din kat den fødte filmstjerne? Så har den nu sin helt store chance.
Filmselskabet SF Studios søger nemlig en kat til medvirken i den nye danske film “Bytte Bytte Baby”.
Det skriver SF Studios i en story på Instagram.
Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, som de fleste vil kunne huske fra tv-serien “Nana”, hvor hun som barn spillede over for Jesper Christensen.
Siden droppede hun skuespillet og forsvandt fra filmlærredet. Hun rykkede nemlig bag kameraet og blev uddannet filminstruktør i USA.
I øjeblikket arbejder hun med spillefilmen “Bytte Bytte Baby”, hvor der søges et helt særligt kæledyr til rollebesætningen.
Kattecasterne søger en kælen og rolig kat, der kan følge små instrukser, som at sidde stille, kigge på noget og knuge sig op ad et ben.
Optagelserne vil vare 2-3 dage på forskellige locations i København.
SF Studios oplyser også, at der følger en gage med opgaven.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår filmen forventes at få premiere, ej heller hvilke skuespillere der ellers vil være at finde på rollelisten.
Barbara Topsøe-Rothenborg har blandt andet instrueret filmen "Madklubben" og serien "Hvide Sande".
Er du og din kat interesseret? Så kontakt SF Studios på byttebyttebaby@gmail.com.