Nicolai fra Kærlighed hvor kragerne vender: Sådan var min reaktion på Kamillas tårer
30-årige Nicolai Groes er én af de fire singlemænd, der håber på at finde en kæreste i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Han står fortsat overfor valget mellem sine tre piger Sabrina, Christie og Kamilla.
Da han i aftenens afsnit spørger mere ind til Kamillas opvækst, har hun svært ved at holde tårerne tilbage.
Svært spørgsmål
Mens Jimmi og Kasper er på date med deres piger, sidder Morten og Nicolai tilbage med deres piger.
De aftaler at lege S, P eller K, og her stiller Nicolai et spørgsmål om Kamillas opvækst til hende.
- Jeg var glad for at få formuleret et spørgsmål, der var direkte. Jeg får spurgt, om hun er en pige, der har haft det svært. Hendes reaktion bekræfter det, og jeg spørger, om hun har det godt i dag, og hun svarer, at det har hun, fortæller han til BILLED-BLADET.
Kamilla i tårer
Spørgsmålet rammer Kamilla, der får tårer i øjnene og på stående fod ikke ønsker at uddybe sit svar, hvilket Nicolai Groes respekterer.
Inden spørgsmålet var han spændt på, hvordan hun ville reagere. Omvendt ville han gerne have svar, så han var nødt til at spørge.
- Mens jeg sidder og formulerer spørgsmålet, tænker jeg over, hvad hendes reaktion bliver. Men man er nødt til at åbne munden, hvis man vil have svar. Man kan lige så godt bare vise de kort, man har på hånden, fortæller han.
Efterfølgende har han og Kamilla også talt videre om emnet.
- Det var noget, hun ville tale mere om. Det har vi også gjort, fortæller han.
Ændret holdning
Faktisk har mødet med Kamilla i ”Kærlighed hvor kragerne vender” betydet en del for Nicolai Groes.
I de første afsnit afslører hun, at hun har en datter, og det var i første omgang ikke noget, Nicolai Groes søgte hos en kæreste.
Nu har hun været med til at ændre hans holdning til netop det.
- Jeg er sikker på mine egne holdninger, men jeg har også en åbenhed for at arbejde med noget af det. Kamilla nævner, hun har en datter, og det vil jeg først ikke være en del af. Jeg tænker, at jeg skal være hendes far. Men hvis jeg lige vender den om, fortæller hun jo, at hendes datter har en far, fortæller han og fortsætter:
- Helt ærligt er jeg igennem programmet blevet mere åben for, at en potentiel kæreste har et barn. Jeg er oprigtigt glad for, at det har været med til at ændre min opfattelse.
”Kærlighed hvor kragerne vender” kan ses tirsdage klokken 20.00 på TV 2.