7. apr. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Mads Mikkelsen om sin rolle i hit-film: Spurgte datteren til råds

Mads Mikkelsen til premieren med datteren Viola, sønnen Carl og hustruen Hanne. 
Mads Mikkelsen til premieren med datteren Viola, sønnen Carl og hustruen Hanne.
Foto: Jesper Sunesen
Det gik meget hurtigt, da Mads Mikkelsen blev tilbudt rollen som Gellert Grindelwald i "Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder", men inden han sagde ja, spurgte han datteren Viola til råds.

Torsdag er der premiere på ”Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder”, som er den tredje film i rækken.

Danske Mads Mikkelsen spiller den onde troldmand Gellert Grindelwald i den stjernespækkede film, hvor blandt andre også Jude Law og Eddie Redmayne medvirker.

Datteren er stor fan

Filmen foregår i det samme magiske univers, som mange kender fra ”Harry Potter”-filmene, og selv om Mads Mikkelsen var en voksen mand, da den første film havde premiere for 20 år siden, kender han godt til det helt særegne univers.

- Havde jeg ikke haft børn, der var syv år gamle, da de så det, havde jeg måske ikke selv fulgt med i det. Men jeg har set alle filmene… Én gang. Min datter har set dem 40 gange, så der er lidt forskel, fortalte Mads Mikkelsen med et smil om datteren, da han forleden var i biografsalen i Imperial, hvor der var dansk gallapremiere.

Han lagde ikke skjul på, at han ikke er den, der har den største viden om "Harry Potter"-filmene, og det mærkede han også på settet, hvor mange af hans medskuespillere var en hel del yngre end ham selv. De vidste alt om det magiske univers og kendte til de mange referencer.

Overtog Johnny Depps rolle

Det var noget af et tilfælde, at Mads Mikkelsen fik rollen som Gellert Grindelwald, for i de to første film var det Johnny Depp, der spillede den rolle. Men på grund af en retssag og anklager om hustruvold blev han fjernet fra filmen, og i stedet var det altså den 56-årige danske stjerne, der blev tilbudt rollen.

Det var også i den forbindelse, han spurgte datteren Viola, som kender alt til det magiske univers, om hendes mening.

https://imgix.billedbladet.dk/fantastiske-skabning_624c36b6375fa_1.jpg
Mads Mikkelsen som Gellert Grindelwald.
Foto: Warner Bros.

- Det gik meget stærkt. Som I sikkert ved, var der én, der pludselig blev smidt af, og så blev jeg ringet op, og så så jeg ”Fantastic Beasts”-filmene, som jeg ikke havde set. Jeg læste manuskriptet og spurgte min datter, hvad hun syntes. Og så sagde hun, at hun ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke sagde ja, lød det fra Mads Mikkelsen, inden biografsalen brød ud i latter, og filmen kunne begynde.

Man kan se ”Fantastisk Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder” fra torsdag 7. april.

Se de mange kendte gæster til premieren i galleriet herunder.

GALLERI: Se alle billederne: De kendte strømmer til på Mads Mikkelsens store aften

Læs mere om: