Frederik og Mary tilpasser sig nye tider: Så stærke er de sammen
Der er sket store ændringer i kongehuset de seneste år, som blandt andet kan ses på de nye billeder af kronprinsfamilien sammen med dronningen ved hendes 82-års fødselsdagsfejring på Marselisborg Slot i Aarhus i weekenden.
Kronprinsparret og deres børns synlighed i Danmark er nemlig øget en del, siden prins Joachim og prinsesse Marie sammen med deres børn flyttede til Paris i september 2019.
Tæt knyttede til Danmark
For selvom prins Joachim og prinsesse Marie stadig er tæt knyttede til Danmark gennem deres arbejde på den danske ambassade i Paris og jævnligt er i Danmark på job, kan de selvfølgelig ikke være lige så meget tilstede ved kongelige arrangementer som tidligere.
Således havde prins Joachim og prinsesse Marie ikke mulighed for at deltage ved dette års fejring på Marselisborg Slot og var heller ikke med ved dronningens fejring i Aarhus i 2019.
Til gengæld deltog de veloplagte ved hendes private fødselsdagsmiddag året efter på Fredensborg Slot, da dronningen fyldte 80 år.
Fejrede med
Og både i 2017 og 2018 fejrede prins Joachim og prinsesse Marie også med dronningen, da hun inviterede til fødselsdag i henholdvis Aarhus og København.
Prins Joachim og prinsesse Marie har siden årsskiftet været hjemme til både dronningens 50-års regeringsjubilæumsfejring, til kronprinsesse Marys 50-års fejring og forskellige arbejdsopgaver, hvilket i den grad understreger, hvor meget de stadig nyder at være i Danmark både officielt og privat.
Flytter hjemmefra
Det er dog ikke kun prinseparrets flytning, der har påvirket kronprinsfamiliens hverdag.
Det kom således som en stor overraskelse, da kongehuset sidst i marts meddelte, at prinsesse Isabella, kronprinsparrets ældste datter på snart 15 år, allerede i det kommende skoleår forlader Tranegårdskolen i Gentofte for i stedet at blive kostelev på Herlufsholm Skole i Næstved.
Dermed skal kronprinsparret forholde sig til, at endnu et af deres fire børn flytter hjemmefra i en tidlig alder, idet prins Christian, 16, allerede er en glad og tilfreds elev på skolens gymnasium.
Mere tid til sig selv
Der vil altså blive endnu mere tomt hjemme i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg i hverdagene, hvor så kun tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine på 11 år, er tilbage hos mor og far.
Ligesom mange andre danske forældre, der sender deres unge på for eksempel efterskole eller udlandsophold, åbner det uden tvivl op for en helt ny form for tilværelse for forældrene, hvor der pludselig bliver tid til igen at fokusere mere på sig selv og parforholdet.
For spørgsmålet er selvfølgelig, om de unge nogensinde vælger at flytte hjem igen, og hvis de gør, bliver det måske kun for en kort periode, inden nye eventyr venter.
Savn og nye muligheder
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vil uden tvivl savne børnene i løbet af ugen, men de lader til at have et harmonisk og stabilt ægteskab, hvor de i forvejen har givet hinanden god plads til at kunne være sig selv.
Samtidig deler de mange fælles interesser som sport, sundhed, musik og kultur, som de kan dyrke endnu mere sammen.
Derfor vil skiftet med at have udeboende børn nok ikke være så voldsomt for kronprinsparret, der også har travlt med både deres protektioner, officielle udlandsbesøg og andre kongelige opgaver.
Stor sorg
For kronprinsparret begyndte de store ændringer i deres familieliv dog allerede langt før, prins Christian flyttede hjemmefra i august 2021.
For efter at kronprins Frederiks far, den altid karismatiske prins Henrik, i februar 2018 døde i en alder af 83 år, stod dronningen pludselig alene og med en stor sorg.
Stod sammen
Kronprinsparret var der, sammen med resten af familien, 100 procent for dronningen i den svære stund og tiden efter.
– Til forskel fra mange andre, der har mistet, stod jeg jo ikke ganske alene, for jeg havde jo stadig mine opgaver og gode medarbejdere og har to dygtige sønner og svigerdøtre. Så nej, jeg lider ikke nogen form for nød, hvad det angår heller, forklarede dronningen selv til BILLED-BLADET i et stort interview i forbindelse med regeringsjubilæet tidligere på året.
Assisterer dronningen
Prins Henriks død har blandt andet betydet, at det nu er kronprins Frederik, der tager med sin mor på de store og vigtige statsbesøg.
Således sagde kronprinsen under statsbesøget i Argentina i marts 2019:
– Det er et statsbesøg, hvor dronningen er her alene, og min far ikke er her mere, og jeg ser det som, at jeg assisterer min mor og i det her tilfælde støtter hende.
Igen i november 2021 var kronprinsen i november på statsbesøg med sin mor, denne gang i Tyskland, og besøget var en kæmpe succes.
Større ansvar
Derudover har kronprinsparret i fællesskab allerede støttet dronningen gennem flere år ved statsbesøg i Danmark og dermed fået mere travlt og et større ansvar.
Pandemien ændrede alt
Det er dog ikke kun ændringer i familiestrukturen, der har givet Frederik og Mary et ændret arbejdsliv. Også pandemien påvirkede i høj grad den kongelige families gøren og laden i især 2020. Ligesom det skete for mange danskere, der pludselig måtte arbejde hjemmefra og aflyse rejser og arrangementer.
For første gang, siden de blev forældre, var kronprinsparret ikke på officielle rejser til udlandet i et år.
Kronprins Frederik på den sidste rejse til udlandet, til Zaatari-flygtningelejren i Jordan, den 4. marts 2020 før pandemien for alvor brød løs:
En stor kontrast til året før, hvor kronprinsparret enten sammen eller alene var på i alt 23 officielle rejser ud af landet.
Det betød, at de i den periode slet ikke var væk fra deres børn hen over flere dage, som det oftest sker ved udlandsrejser. Til gengæld fik de ekstra tid sammen, hvilket helt sikkert har styrket sammenholdet i familien yderligere.
Flyttede til Fredensborg
Mere tid fik de også sammen, fordi de kongelige børn i flere omgange, ligesom alle andre danske børn, blev undervist hjemmefra.
Pandemien medførte derudover, at kronprinsparret som noget nyt i 2020 valgte at bo i Kancellihuset i Fredensborg igen, denne gang i en periode henover sommeren.
Lys fremtid
Flytningen er sidenhen blevet en tilbagevendende begivenhed, hvor kronprinsfamilien sammen kan nyde de lyse og lune sommermåneder sammen i grønne omgivelser.
Pandemien er heldigvis slut for nu, de officielle rejser og opgaver vendt tilbage og for kronprinsparret tegner der sig en lys fremtid, hvor børnene måske i de kommende år alle flyver fra reden, men uden tvivl stadig vil bevare den tætte og kærlige kontakt, som de altid har haft til hinanden og deres forældre.