En royal genforening: Prins Harry og hertuginde Meghan på besøg hos den kongelige familie
Det er længe siden, at prins Harry og hertuginde Meghan sammen har besøgt prinsens kongelige familien i Storbritannien. Men nu har parret været på familiebesøg, oplyser deres talsmand.
Prins Harry og hertuginde Meghan besøgte skærtorsdag dronningen Elizabeth og prins Charles på Windsor Castle, det skriver Hello.
Det hemmeligholdte besøg fandt sted før prinsen og hertuginden flyver videre til Haag i Holland, hvor prins Harry skal deltage i Invictus Games, et krigsveteranstævne, som han stiftede i 2014 og siden har arbejdet passioneret med.
Invictus Games starter lørdag d. 16. april og løber frem til d. 22. april.
Deltog ikke i mindehøjtidelighed
Harry og Meghan bor til dagligt i Californien i USA sammen med deres to børn, Archie på to år og Lilibeth på knap et år, og mange havde håbet, at de ville deltage i mindehøjtideligheden for prins Harrys farfar, prins Philip, som fandt sted i slutningen af marts i Westminster Abbey i London.
Grundet sikkerhedshensyn mente prins Harry dog, at det var for risikabelt at rejse til England med sin familien.
Til gudstjeneste i Windsor
Der skulle heldigvis ikke gå mange uger, før der var besøg fra Harry og Meghan. Det var på Windsor Castle udenfor London, at den kongelige genforening fandt sted.
Harry og Meghan trådte i 2020 tilbage som aktivt arbejdende medlemmer af den britiske kongelige familie. I den forbindelse frasagde de sig apanage og titler.
De har ikke været i Storbritannien sammen siden - dette skyldes nok i høj grad coronarestriktioner, samt at Meghan var gravid med datteren Lili i perioden.
Prins Harry var bl.a. i England i april 2021, hvor han deltog i prins Philips begravelse i St. George's Chapel.
I netop St. George's Chapel i Windsor deltog parret ifølge Hello i en gudstjeneste skærtorsdag sammen med prins Charles og hertuginde Camilla.