Se billederne: Prinsesse Isabella fejres i grandiose rammer
Det bliver i helt særlige rammer, at prinsesse Isabella bliver konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag den 30. april.
Samme sted, som hun i 2007 blev døbt.
Grandios fødselsdagsgave
Fredensborg Slotskirke har haft en stor betydning for det danske kongehus gennem generationer.
Oprindelig var slotskirken en fødselsdagsgave, som kong Frederik 4., ifølge bogen "Fredensborg Slot - Kongelige rammer", forærede sig selv, da han fyldte 55 år den 11. oktober 1726.
Således kan man se kongens monogram omgivet af bladornamenter med enevoldskronen i midten på et skjold over indgangen til slotskirken, der er bygget af hofbygmester J.C Krieger.
Diskret ankomst
Sidste år blev også prins Christian konfirmeret i slotskirken og i den anledning delte kongehuset blandt andet et billede, hvor man ser ham ankomme i "Løngangen", den vej, som monarken diskret kan komme ind i kirken på.
Rødflammende søjler
Slotskirken er et smukt eksempel på nederlandsk barok, mens hovedslottet er inspireret af italienske landvillaer.
Blandt de iøjnefaldende detaljer er de mange fantastiske rødflammende marmorsøjler.
Øverst på altertavlen troner Kristus som verdens frelser og bærer det rød-hvide korsbanner som symbol på opstandelsen.
Han er omgivet af vibrerende stråleglans i forgyldte, opadstræbende linier.
Altertavlen er skåret i træ og marmoret af Elias Green.
Et mesterværk
Også prædikestolen til højre for alteret er et rent mesterværk.
Her er den såkaldte lydhimmel rigt udskåret og udsmykket med en forgyldt frynsekant og en gesims med siddende englebørn, der omgiver den knælende Hellige Stefanus, kristendommens første martyr.
Prædikestolen er flankeret af tre udskårne kvindefigurer, der på fin vis symboliserer Troen, Håbet og Kærligheden.
Farverigt og flot
Døbefonten står foran alteret med en skål af forgyldt sølv, fremstillet i Hamborg af guldsmedene Gödert Bodtstede og Christian Mundt 2. omkring 1660.
I hovedrummet kan man i loftet se et farverigt og kraftfuldt kunstværk af Per Kirkeby, som dronningen og prins Henrik fik sat i værk i 2006.
Den fornemme kongeloge
I slotskirken findes selvfølgelig også en fornem kongeloge, der er udformet som en åben teaterloge og med højrøde vægge.
Her sidder den kongelige familie, blandt andet når Fredenborgkoncerten bliver afholdt, på gamle danske armstole i régence-stil.
Stolene er fremstillet i nøddetræ og polstret med silkevelour.