Kæmpe overraskelse: Neel Rønholt springer ud på dybt vand
37-årige Neel Rønholt har prøvet meget i sin karriere – både på film, teater og på tv.
Fra fjernsynet kender vi hende blandt andet som Sibylle Fjeldsø i ”Badehotellet”.
Fra ”Sygeplejeskolen” kender vi hende som stewardessen Birgit Lund - datter af forstanderinde Margrethe Lund - spillet af Benedikte Hansen.
Nu skal den alsidige skuespiller prøve kræfter med noget helt andet: Nemlig musical.
Hovedrollen i Grease
Det er ikke hvilken som helst musical, men selveste ”Grease”, som vender tilbage på de danske scener til foråret.
Og Neel Rønholt har ikke bare en rolle i musicalen. Hun har hovedrollen som Sandy og skal spille overfor musicalkongen Silas Holst, der har rollen som Danny Zuko.
39-årige Silas Holst har masser af musicalerfaring. Han har sågar spillet Danny Zuko tilbage i 2014, hvor Anna David spillede Sandy.
Nu skal Neel Rønholt spille den rolle, som Olivia Newton-John udødeliggjorde i kultfilmen fra 1978, hvor John Travolta spillede Danny.
Elsker Grease
Neel Rønholt er til gengæld den helt nye pige i musicalklassen.
- I 8. klasse spillede jeg med i en musical på Skovshoved skole, og det er så det.
- Men jeg elsker ”Grease” og var ikke i tvivl om at sige ja tak til rollen.
- Som 12-årig så jeg den som musical på Nørrebro Teater og plagede og plagede mine forældre om at se den igen, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Tryg sammen med Silas
- Jeg er spændt, men ikke nervøs. Jeg føler Sandy og jeg er et godt match, og så føler jeg mig virkelig tryg sammen med ham her.
- Han er så rutineret og jeg ved, hvad han står for kunstnerisk. Det betyder meget.
Neel Rønholt kigger over på Silas Holst og smiler.
- Jeg troede jo Neel havde masser af musicalerfaring, joker Silas Holst, inden han bedyrer.
- Jeg blev enormt glad, da jeg hørte, Neel skal spille Sandy.
- Vi kender hinanden lidt fra ”Vild med dans”, og Neel er virkelig dygtig og altid i godt humør.
Fik rollen efter Vild med dans
Sammen med Michael Olesen deltog Neel Rønholt i 2019 i ”Vild med dans”, hvor parret klarede sig flot frem til kvartfinalen.
- Det var faktisk lige efter det, jeg blev tilbudt rollen som Sandy, afslører Neel Rønholt.
- Så vi har begge vidst det rigtig længe, men nu må vi endelig tale om det, jubler Silas Holst, der 1. april slutter musicalsuccesen ”Kinky Boots”.
Først 9. marts 2023 er der premiere på ”Grease” i Scandic Falconer.
One and Only Mucicals lover en toptunet musical med nyt cast – og med Silas Holst som koreograf sammen med Toniah Pedersen.
Opbakning på hjemmefronten
Senere skal musicalen på tourné til Holstebro og Vejle, og begge stjerner har fuld opbakning på hjemmefronten.
- Mine børn har jo heldigvis en skøn far, lyder det fra Neel Rønholt.
Sammen med sin forlovede, skuespiller Jens Sætter-Lassen, har hun børnene Franka på fire og Ellen, der fylder otte til sommer.