Kirsten Siggaard: Sådan går det med kærligheden
Datingappen på Tinder har endnu ikke ændret på Kirsten Siggaards singlestatus.
- Jeg er stadig single, men det er jo ikke fordi, jeg ikke taler med nogen.
Sådan lød det fra en smilende Kirsten Siggaard, da BILLED-BLADET 5. maj mødte hende til premieren på Odense Sommerrevy.
Kirsten Siggaard blev skilt i 2017, og i tv-programmet ”Til middag hos” oprettede de øvrige deltager en profil for hende på Tinder.
Men det har altså ikke resulteret i en kæreste.
Fornøjelse at se kollegaer
I Odense glædede Kirsten Siggaard sig til premieren på årets første revy.
- Det er altid en fornøjelse at se kollegaerne på scenen, fortalte Kirsten Siggaard, der selv skal på scene i Køge Sommerrevy, der har premiere 8. juni.
Med på scenen i Køge er også Peter Andersen, der i 2007 vandt Dansk Melodi Grand Prix med kunsternavne D.Q. (drag queen).
Han og Kirsten Siggaard fulgtes ad til revyen i Odense.
Har flyttet revyen til Køge
- Vi har flyttet revyen fra Rødvig til Køge, og det er dejligt at mærke, at Køge by er glade for, vi kommer. Og så bor jeg i Roskilde, så jeg kan køre frem og tilbage. Vi er samme hold som sidst, og vi har allerede grinet meget. Så det bliver godt, lovede Kirsten Siggaard, inden hun gik ind for at se revy.
Her blev hun blandt andet underholdt af Thomas Mørk, Lars Arvad og Henrik Koefoed, der var på scenen som tre russiske oligarker.