Det norske kongehus melder ud: Kom indenfor hos kong Harald og dronning Sonja
Coronanedlukningen betød et midlertidigt stop for adgangen til en lang række spændende lokationer i royalt regi, men nu er der lys forude hvad angår det norske kongeslot.
Således meddeler det norske kongehus, at der nu igen er mulighed for at komme helt tæt på kong Harald og dronning Sonjas residens i midten af Oslo, når slottet snart slår dørene op for offentligheden.
Kongeslottet, der ligger ganske idyllisk placeret i hjertet af den norske hovedstad, har lagt rum til mange store fester, og en af de kommende gallaarrangementer kommer også til at spille en rolle, når slottet åbner for omvisninger:
"Hendes Kongelige Højhed Ingrid Alexandra fyldte 18 år den 21. januar og fejres med galla i juni. Prinsessens myndighedsdag bliver et tema under omvisningerne. Der bliver også lagt ekstra vægt på Den Hvide Salon i år - dette flotte værelse blev fuldstændig restaureret i 2021 og bragt tilbage som det oprindeligt var, da slottet stod færdigt i 1849," oplyser kongehuset på hjemmesiden.
Der er mulighed for at besøge kongeslottet gennem otte sommeruger, og sæsonen begynder den 25. juni.
Man bliver blandt andet taget igennem nogle af slottets smukkeste og mest betydningsfulde rum, såsom Statsrådssalen, Fugleværelset, Store festsal samt Kong Haakon-suiten, der er slottets fineste gæsteværelse.
Billetter kan bestilles hos Ticketmaster. Læs mere om omvisninger og åbningstider her.