Joakim Ingversen fra Den store juniorbagedyst: Sådan begyndte hans tv-karriere
Joakim Ingversen er en særdeles populær tv-vært, og for tiden kan man opleve ham i ”Den store juniorbagedyst” hver lørdag på DR1.
Den 34-årige tv-vært har også stået i spidsen for programmer som ”Alle mod en” og ”Hvem var det nu vi var” samt en række børneprogrammer, men det er lidt af et tilfælde, at han endte i netop den rolle.
Begyndte bag kameraet
For inden Joakim Ingversen blev et kendt ansigt, var han en habil windsurfer, ligesom han også brugte meget tid på freesyle-skiløb i sin ungdom.
Men der skulle også tjenes penge, og i 2009 fik han derfor job som runner på ”Go’ Morgen Danmark”. Det var Joakim Ingversens første job inden for tv-branchen.
Siden kom han også foran kameraet på TV 2, da han fik rollen som bæver i lørdagsunderholdningsprogrammet ”Bingo Banko”. I 2011 hoppede han ud af kostumet og blev i stedet vært på samme program sammen med Anders Stjernholm.
Tv med hustruen
Karrieren tog hurtigt fart, og Joakim Ingversen har lavet masser af fjernsyn for både børn og voksne siden da. I 2012 deltog han desuden i ”Vild med dans”, som han vandt sammen med Claudia Rex.
For tiden kan man dog også se lidt til Joakim Ingversen på TV 2 – den konkurrerende kanal – for han og hustruen Sofie Linde har kastet sig ud i et kæmpe renoveringsprojekt, som man kan følge hver onsdag i ”Linde på Langeland”.
De to tv-værter blev gift i 2017, og sammen har de døtrene Trine og Søs.