Trist melding: Lisbet Dahl er ude af Cirkusrevyen
En uge før premieren på Cirkusrevyen har Lisbet Dahl været nødt til at trække sig fra årets forestilling. Det oplyser Cirkusrevyen i en pressemeddelelse.
"I april blev skuespiller og instruktør Lisbet Dahl ramt af coronavirus og premieren på Cirkusrevyen 2022 blev derfor rykket, men desværre har følgerne af den seneste sygemelding medført, at det ikke er muligt for Lisbet at gennemføre forestillingerne" lyder det i pressemeddelelsen.
Årets revy skulle have være Lisbet Dahls sidste i det ikoniske telt på Bakken, men skuespilleren får med sygemeldingen dermed ikke den afslutning på sine mange flotte år i Cirkusrevyen, som man kunne have håbet.
I pressemeddelelsen siger Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen:
”Jeg er enormt ked af, at Lisbet ikke kan komme på scenen i årets revy, der skulle have været hendes store finalesæson i Cirkusrevyen, og vi er alle på revyen meget påvirket af Lisbets sygemelding. Det er bestemt ikke den afslutning, Lisbet selv havde fortjent at få i Cirkusrevyen, men holdet på scenen vil hver aften give Lisbet en velfortjent hyldest".
Dygtig skuespiller overtager
Det er skuespiller Pernille Schrøder, der overtager Lisbet Dahls roller i Cirkusrevyen, der har premiere på mandag d. 23. maj.
Pernille Schrøder blev også sat ind med kort varsel i Cirkusrevyen sidste år, da Merete Mærkedahl måtte sygemelde sig. Her alternerende hun med skuespiller Ditte Hansen. I år er det Schrøder alene, der overtager stafetten.
På scenen får Pernille Schrøder god opbakning af kollegerne Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen.
I pressemeddelelsen siger Niels Olsen:
"Vi er virkelig taknemmelige for, at Pernille Schrøder igen i år har sagt ja til at springe til i sidste øjeblik. Pernille er en fantastisk skuespiller med et stort talent og hjerte for revy, og vi glæder os alle på holdet til at dele Cirkusrevy-scenen med hende".