20. maj. 2022
Af Stine Schou

Tobias Hamann: Skal spille musical

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/timm_vladimir_sommerkogebog_reception_098_30mar22_1sl7789.jpg
Foto: Søren Jul Lamberth
Den tidligere vinder af ”Den store bagedyst” kaster sig ud på dybt vand, men det er sådan han foretrækker det.

Når Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus til september slår dørene op til premieren på ”M for Marriage”, bliver det med Tobias Hamann i en hidtil uset rolle som musicalskuespiller.

Tobias Hamann, 33, har efterhånden et cv, der både er længere og spænder videre end de flestes. Autodidakt konditor, chocolatier, tv-vært, hypnotisør, forfatter og foredragsholder og nu kan han snart tilføje sanger, rapper og danser.

Det fortalte han om, da han torsdag aften var han gæst i ”Go’ aften Live”. Her forklarede han, hvad der har fået ham til at sige ja til at spille musical.

- Jamen faktisk, at jeg ikke havde prøvet det før og ikke nogensinde havde skænket musicals en tanke. Og så får jeg denne her mail og sender videre til min agent, at det, synes jeg, lyder rigtig spændende, det der. Det, kan jeg ikke forestille mig, nogensinde skal blive rigtig godt. Fordi, så har jeg ryggen mod muren, fortalte Tobias Hamann og forklarede, at det også var sådan, da han var med i ”Den store bagedyst”. Han havde aldrig bagt en lagkage før, men så øvede han sig rigtig meget, og der er vist ingen tvivl om, at han i dag er virkelig dygtig til at bage.

Forestillingen, ”M for Marriage” der har spillet på Triad Theater i New York, er skrevet af et dansk ægtepar og fik en positiv modtagelse af det amerikanske publikum. Den er en krimikomedie, der foregår på et hotel, hvor et nygift par tjekker ind og møder en række skæve eksistenser. Tobias Hamann spiller kok, og med på scenen har han fem andre erfarne musicalkræfter. Der er premiere den 23. september og der er åbnet for billetsalget.

Læs mere om: