Kasper og Philip fra Bachelor: Derfor sendte vi Fie hjem
Det blev Fie, der måtte forlade ”Bachelor” som den første.
Hverken Kasper eller Philip gav hende en rose.
Til BILLED-BLADET fortæller de, hvorfor:
- Jeg nåede ikke at tale med hende, så jeg havde ikke noget indtryk af hende. Jeg havde det superskidt med det. Men jeg var nødt til at tage et valg – og så faldt det på hende, for jeg havde ikke følt en interesse fra hendes side. Alle ville gerne blive, men for en var det slut, fortæller Philip.
- Hun var en af dem, jeg havde talt mindst med. Kun ganske kort til en gruppemingling, siger Kasper og fortsætter:
- Jeg havde knap nået at lære alle navnene at kende, inden jeg skulle give de første roser. Kvinderne skulle være fremme i skoene, og nogle af dem var lidt mere tilbageholdende.
De behøver ikke være først i køen
Faktisk er Kasper ikke til kvinder med for spidse albuer.
- Jeg foretrækker dem, der ikke behøver at være de første i køen hver gang. Det vidste jeg også på forhånd. Dem, der skulle vise, hvem de var med det samme - det kunne godt virke lidt voldsomt, siger han.
Alligevel blev det altså Fie, der måtte pakke kufferten.
Det bliver intenst
Philip havde ikke lagt nogen strategi for sit kærlighedseventyr. Han blev overrasket over, hvor hårdt det var at sende Fie hjem.
- Det var hårdt at sende hende hjem, men jeg var nødt til at tage en beslutning.
At skulle træffe den beslutning var kun en smagsprøve for de næste uger, gutterne skulle igennem.
- Da pigerne begyndte at græde, gik det virkelig op for mig, hvor intenst det ville blive … siger Philip.