Efter pudsig introduktion: Kronprins Frederik fik alle til at grine
Det var en veloplagt kronprins Frederik, der en håndfuld dage efter sin fødselsdag, trak i arbejdstøjet igen.
Han var æresgæst og deltog i Danmarks veteraners parade i anledningen af den internationale dag for FN’s fredsbevarende styrker.
Her fik kronprinsen de mange tilskuere til at bryde ud i grin.
Afbrudt introduktion
Undervejs i paraden var kronprins Frederik ekstra meget i centrum, da han modtog Den Nordiske Fortjenstmedalje i guld.
Kronprinsen skulle derefter sige tak for medaljen i en tale, men introduktionen af Hans Kongelige Højhed blev afbrudt abrupt, da mikrofonen pludselig skulle flyttes.
Det gav anledning for kronprins Frederik til at lave lidt sjov med situationen.
Skæg takketale
Kronprinsen nævnte den lidt pudsige introduktion i en ironisk vending som det første i sin takketale.
- Mange tak for den her introduktion, lød det med et smil fra kronprins Frederik.
Det fik de mange tilskuere, der var en blanding af militærfolk, veteraner og deres pårørende til at grine højlydt.
Kronprinsen brugte naturligvis også talen på at sige mange tak for den flotte medalje.