Inden den store fejring: Dronning Elizabeth i flyproblemer
Torsdag går det løs med fejringen af dronning Elizabeth og hendes 70-års regeringsjubilæum.
Den 96-årige dronning var taget til Balmoral i Skotland et par dage for at slappe af op til de mange festlige begivenheder, weekenden byder på, og ville onsdag vende tilbage til London.
Det var nær ikke lykkedes.
Dronningens fly måtte på grund af regn, hagl og blæst afbryde den påbegyndte landing og i stedet cirkle et kvarter, før en landing kunne gennemføres.
– Dronningens fly blev forsinket på grund af et tordenvejr, alle de korrekte procedurer blev fulgt, og der var ingen sikkerhedsproblemer, siger en talsmand for Buckingham Palace til Sky News.
Dronning Elizabeth og familien kan se frem til fire begivenhedsrige dage, der åbner med torsdagens store militærparade, Trooping the Colours, og desuden byder på blandt andet taksigelsesgudstjeneste, stor koncert og folkefrokost landet over.