8. jun. 2022
Af Christinna Braun

Nye billeder af kronprinsesse Victoria og familien: Ét spørgsmål går igen

Kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Estelle og prins Oscar har stillet op til nye billeder i anledning af Sveriges nationaldag.

Sveriges nationaldag den 6. juni blev traditionen tro fejret af den kongelige familie med en række fine arrangementer og receptioner.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel plejer også gerne at udsende et nyt billede af dem selv og deres to børn, prinsesse Estelle og prins Oscar, i anledning af dagen, og i år var ingen undtagelse!

To dejlige, nye billeder af den svenske kronprinsessefamilie er blevet delt på kongehusets hjemmeside og på deres sociale medier, og især ét spørgsmål fra royale fans går igen:

"Hvorfor er det kun de kongelige kvinder, der har folkedragt på?"

Se de nye billeder af kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Estelle og prins Oscar i galleriet over artiklen.

På de to nye billeder af den kongelige familie er det nemlig kun kronprinsesse Victoria, 44, og prinsesse Estelle, 10, der er trukket i de traditionelle gevandter. Imens poserer prins Daniel, 48, og prins Oscar, 6, i skarpe jakkesæt – og det er der en helt klar grund til, skrev Svensk Damtidning sidste år.

Johan Tegel fra det svenske hofs kommunikationsafdeling fortalte dengang til mediet, at mænd i voksenalderen i den svenske kongefamilie normalt ikke bærer folkedragter. Der er simpelthen ikke tradition for det, når der bliver taget officielle billeder.

Om prins Oscar bare hellere vil have et jakkesæt på ligesom sin far, melder historien ikke noget om.

Han har tidligere været iført sin ”egnsdragt” på et officielt billede med prinsesse Estelle. Det skete i 2020, hvor prins Oscar, som er hertug af Skåne, bar en dragt fra Ingelstad-distriktet, mens prinsesse Estelle, der er hertuginde af Östergötland, havde en dragt på fra Skedevi sogn.

Se de nye billeder af kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Estelle og prins Oscar i galleriet over artiklen.

Billedet herunder er fra 2020, hvor prins Oscar og prinsesse Estelle er i deres egnsdragter.

https://imgix.billedbladet.dk/202006_estelle_oscar_logaarden2foto_linda_brostrom-kunglhovstaternaart.jpg
Foto: Linda Broström Kungl. Hovstaterna

Læs mere om: