Natasja Crone og Rasmus Tantholdt: Sådan bliver vores sommer
Rasmus Tantholdt har sammenlagt tilbragt omkring to måneder i Ukraine, siden krigen brød ud, og han glæder sig nu til at holde en tiltrængt ferie med sin kæreste, Natasja Crone.
Det fortalte den 48-årige TV 2-korrespondent, da han var til Publicistfesten 2022.
- Jeg ved, at jeg er hjemme til sommer. Der er nogle ting, der er hellige, og som jeg ikke laver om, sagde Rasmus Tantholdt til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Vi har aftalt, at vi holder sommerferie hjemme i Danmark. Ikke noget med nogen kufferter eller hotelværelser.
Skal slappe af
Rasmus Tantholdt og Natasja Crone har ikke lagt de store planer for deres ferie.
- Vi skal bare slappe af, nyde den danske sommer og være hjemme i vores dejlige hus, fortalte han med et smil og fortsatte:
- Det, tror jeg, at vi begge to har brug for. Det er ikke bare hårdt arbejde for mig at være i Ukraine, det er også hårdt for dem derhjemme, for Natasja, for min dreng og resten af familien.