9. jun. 2022
Af Marianne Singer

Flot og stilfuld ankomst: Her deltager dronningen for første gang i sit liv

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_han5393_1.jpg
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe ankom torsdag eftermiddag til Danske Rederiers årsdag i København, som hun for første gang i sit liv deltager i. Under arrangementet vil hun modtage en fornem pris.

Hendes Majestæt Dronningen ankom torsdag eftermiddag i flot stil til Danske Rederiers årsdag på Docken i København.

Det er første gang, at dronningen deltager i det traditionsrige event, hvor hun oven i købet får overrakt den fornemme pris, Danske Rederiers Søfartspris.

Spændende samtale

Under arrangementet er det også planlagt, at dronningen oppe på scenen skal tale med forfatter og historiker Tom Buk-Swienty om søfartens betydning for og rolle i dronningens liv.

Dronningens far, kong Frederik den 9., var kendt som "Sømandskongen" og uddannet i Søværnet, så derfor havde hun fra barnsben interessen for søfarten tæt inde på livet.

https://imgix.billedbladet.dk/_han5369_1.jpg
Foto: Hanne Juul

Hyggelige sejladser

Derudover nød dronningen fra barnsben hyggelige togter sammen med sin familie rundt i landet med Kongeskibet Dannebrog.

Forfatter Tom Buk-Swienty udgav sidste år erindringsværket "Undervejs", hvori dronning Margrethe fortæller om sine formative år.

Stor ære

For Danske Rederier er det en stor ære, at Majestæten har sagt ja til at deltage i årsdagen, lyder det fra organisationen i en pressemeddelelse.

"Vi er meget stolte og meget glade for, at dronningen har valgt at deltage i vores årsdag. Dansk søfart og Kongehuset har altid været tæt forbundne, og alene dronningens mange togter på Dannebrog vidner om et nært forhold til søfarten. Derfor glæder vi os helt utroligt meget til at byde Hendes Majestæt velkommen," lyder det fra adm. direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Danske Rederier holder hvert år en årsdag, hvor danske rederier og andre interessenter og samarbejdspartnere fra Det Blå Danmark er inviterede.

Årsdagen vil især fokusere på de udfordringer og muligheder, som ikke mindst skibsfarten ser frem imod i de kommende år.

Læs mere om: