Iben Hjejle og Signe Lindkvists festlige dag: Bød fans på unik oplevelse
Veninderne Signe Lindkvist og Iben Hjejle havde en festlig eftermiddag, da de inviterede 40 af deres fans på kanalrundfart i København.
Den 48-årige tv-vært og den 51-årige skuespiller står bag den populære podcast ”Sitter”, og det var deres trofaste lyttere, som fik mulighed for at tilbringe en time i deres selskab.
Signe Lindkvist og Iben Hjejle havde klædt sig ud og bød undervejs på sang, sjove historier og musik af Ole Kibsgaard.
En rørende oplevelse
Arrangementet til søs blev en stor succes, og de to veninder var i højt humør, da de havde sagt farvel til deres mange fans.
- Det er første gang nogensinde, at vi rent fysisk har mødt vores lyttere, sagde en glad Signe Lindkvist til BILLED-BLADET og fortsatte:
- Det var så fedt og rørende! ”Sitter” er blevet et sammenhold for rebelske, højtråbende og humoristiske damer. Det har været en virkelig dejlig dag.
- Ja, det var meget rørende. Jeg elsker at møde de mennesker, som lytter til os, indskød Iben Hjejle med et smil.
De to mødte hinanden for første gang, da de deltog i tv-programmet ”Stjernerne på Slottet” i 2012, og i september 2018 havde de premiere på deres podcast ”Sitter” på Podimo.