Royal fodboldfeber i Norge: Toptændt kong Harald jublede over sød sejr
Det norske herrelandshold i fodbold slog søndag aften arvefjenden Sverige med cifrene 3-2, og kong Harald var på tilskuerpladserne på det fyldte Ullevaal stadion i udkanten af Oslo.
Kong Harald jublede
85-årige kong Harald glemte alt om knirkende knæ og sart helbred, da han på hjemmebanen brølede sin begejstring ud sammen med 25.000 ellevilde landsmænd og -kvinder ovenpå sejren, der betyder, at Norges dygtige fodboldherrer fører deres nations League-gruppe komfortabelt foran Sverige, Serbien og Slovenien.
Banket gule og blå
For nylig, den 5. juni, kunne kong Harald i øvrigt nyde at se, da Norge såmænd også vandt fodboldlandskampen i Stockholm over Sverige, der blev banket gule og blå i egen hule.
Norge vandt den kamp 2-1, hvilket for alvor satte gang i fodboldfeberen på det kongelige slot i Oslo og alle andre steder i den stolte fjeldnation.
To fodboldsejre over Sverige indenfor syv dage er ikke hverdagskost i norsk landsholdsfodbold - det er historisk - og det er et par af de sødeste sejre i mange, mange år.