Lise Nørgaard: Sådan er det at blive 105
Det er de færreste, der kan prale af at blive 105. Men det kan Lise Nørgaard.
Tirsdag den 14. juni kan hun fejre den store dag, men pral – det er der ikke meget af.
– Fint, jeg synes faktisk, det går meget godt, siger fødselaren til BILLED-BLADET om, hvordan hun så har det med at være blevet 105 år.
– Men jeg må nok sige, at jeg har været ved at blive sindssyg af alle dem, der har ringet i anledningen af min fødselsdag. Nu er det da heldigvis overstået, siger Lise Nørgaard med et lille smil i stemmen.
Den store dag skal Lise Nørgaard fejre med fødselsdagsfrokost på plejehjemmet i Humlebæk, hvor hun i dagens anledning har valgt menuen, og så har familien arrangeret middag om aftenen.
Både plejehjem og familie kan dog spare sig de 105 lys i kagen – lagkagen har dagens fødselar droppet:
– Jeg spiser ikke lagkage, så jeg har valgt kanelsnegle i stedet for, fortæller Lise Nørgaard.