Ingen vidste noget: Prinsesse Ingrid Alexandra fik kæmpe overraskelse af mor og far
Norges prinsesse Ingrid Alexandra bliver fredag aften fejret af venner og familie fra nær og fjern i anledning af sin 18-års fødselsdag.
Det er hendes farfar og farmor, kong Harald og dronning Sonja, der er værter ved gallamiddagen, som løber af stablen på kongeslottet i Oslo.
Undervejs på aftenen er prinsesse Ingrid Alexandra blevet forkælet med taler, der både fik smil og grin frem, men som også krævede et lommetørklæde.
Læs mere om talerne herunder.
Prinsesse Ingrid Alexandras forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, havde sent på aftenen en overraskelse i ærmet til deres elskede datter.
Den norske popstjerne Metteson dukkede nemlig pludselig op og gav den gas på scenen til Ingrid Alexandras store glæde.
Det var kun forældrene, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon, der kendte til den overraskelse, og det faldt heldigvis i god jord hos datteren.
Efter sit musikalske indslag satte Metteson gang i fællessang i form af den norske fødselsdagssang, hvor alle gæster kom op fra stolene og både sang og dansede med.